Vi er på en hedegård i Vestjylland. Lystbækgård på Kronheden ved Ulfborg. Stedet er et center for gammel hedebondekultur. På gården holdes spelsau, Nordens oprindelige får. Her kartes, spindes og væves. Foruden disse aktiviteter omkring fårene og deres uld er der et mindre museum på gården. Ikke et almindeligt museum med ting bag lås og slå og lukket ned i montre og skabe, men et museeum hvor børn og voksne kan røre ved tingene. Her leger Ellen med de gamle strygejern. Den gamle tøjrulle er blevet forfremmet til strygebræt. Men det virker ikke rigtigt. Her mangler noget væsentligt. Varmen fra indlægsstenene til jernene. Så viskestykket bliver ikke så meget glattere på grund af Ellens flid. Men Leg er leg. Og Ellen får trods alt en fornemmelse af hvordan de gjorde i gamle dage.

I de her uploadede har jeg forsøgt at gengive farver og stemning fra dengang. D.v.s. Fra dengang set fra nu hvor dengangs farver er falmede og blegede. Mine børn som sad og kiggede i gamle familie og slægtsalbum surgte engang. Havde de ingen farver i gamle dage. Klar nok. Børn går som voksne ud fra at fotoet indeholder en sandhed. Sandhedsdogmet. Farverne var dengang selvfølgelig lige så stålende som i vore dage. Men retrospektivt oplever vi det som om verden dengang var sepiafarvet eller i hvert fald kun repræsenterede meget duse farver.

Altså er kun Hovedversion nok af nogenlunde samme farvetryk som virkeligheden dengang i sidste - og forrige århundrede frembød. Et gammelt rd siger at verden vil bedrages. Forordet her skal altså modvirke bedraget og stille betragteren frit i valg og vedligehold af de fordomme hvormed den enkelte betragter billedet.